Aarhus Universitets segl

Samtalens byggesten

I denne del af samtalegrammatikken tager vi udgangspunkt i samtalesprogets grammatiske former. I navigationen til venstre finder du typer af grammatiske former, fra de mindste former til de største. Under typerne findes opslag der beskriver konkrete former og giver eksempler på deres brug.

Samtalens byggesten er én af de to hovedindgange til samtalegrammatikken (den anden er Samtalehandlinger). Vi har opdelt denne indgang sådan at du øverst finder de mindste enheder, og de bliver større efterhånden som du går nedad. Denne inddeling minder om den, man finder i normale grammatikker, bortset fra at samtalesproget indeholder nogle typer af enheder som ikke altid er med i grammatikker, såsom diskursenheder, kropslige udtryk og gentagelser.

Under hvert punkt finder du en beskrivelse af det enkelte samtalegrammatiske fænomen. Hvis du klikker på et punkt, kan du se de dertilhørende underopslag. Vi arbejder på at der hele tiden bliver flere og at de løbende bliver opdateret, således at vi til sidst har en komplet beskrivelse af alle samtalesprogets enheder.

Udover at vi arbejder som en normal grammatik, fra de mindste fænomener til de største, har vi også taget hensyn til hvilken status de forskellige enheder har i en samtale. Først og fremmest vurderes det, om de kan bruges selvstændigt, dvs. om de kan være tur-enheder eller ej.

En tur-enhed er noget der kan stå som et selvstændigt bidrag til samtalen. Vi skelner mellem leksikalske enheder (dvs. ord, se ordklasser), frasale enheder og sætninger (se syntaks), og større enheder (se diskursenheder).

Beslægtede indgange

Vores metode 

Yderligere læsning

Christensen & Christensen (2009). En nogenlunde tilgængelig, men alligevel grundig redegørelse for dansk grammatik

Grønnum (2005). En grundig beskrivelse af dansk lydlære, herunder også tryk og prosodi.

Hansen & Heltoft (2011). Det store værk om dansk grammatik. Tre bind.

Steensig (2001). Bl.a. om hvordan man konstruerer tur-enheder på dansk. Ret omfattende.

Steensig (2011). Engelsk leksikonartikel om turtagning og tur-enheder. Omfattende og opdateret.