Prosodi

Prosodi er betegnelsen for alt det lydlige der ikke har med enkeltlyde at gøre, blandt andet tryk, intonation, lydstyrke, varighed/hastighed og grænsesignaler. Vi regner stemmekvalitet, personlige træk, særlig brug af stemmen m.m. med under prosodi, men ikke det danske stød og ordtoner (se også Vores metode)

 

Anatomien og fysikken bag prosodien

De fleste af de lyde vi laver når vi taler, frembringes ved at luften sendes fra lungerne op igennem stemmelæberne, som så vibrerer mere eller mindre. Den hastighed som stemmelæberne svinger med, bestemmer grundtonen (intonationen eller "grundfrekvensen", der måles i Hz). Det er bredden på udsvinget i stemmelæberne, amplituden, der afgør lydstyrken, som også kan dæmpes eller øges af hvad man ellers laver med munden. Når vi spænder stemmelæberne, afspænder dem, lader dele vibrere og andre ikke m.m, plus hvad vi ellers gør med munden, giver det stemmen dens kvalitet, og gør at vi kan beskrive stemmen som "smilende", "leende", "anstrengt", "klynkende", "med meget luft på", osv. Vi kan også ændre det lydlige udtryk ved at bevæge taleorganerne hurtigere eller langsommere, dvs. tale hurtigere eller langsommere, og selvfølgelig ved at undlade at tale.

 

Hvis vi nu tager disse fysiske faktorer og sammenholder dem med at der også bliver frembragt lyde og ord, kan vi begynde at forstå hvad tryk, intonation, talehastighed, prosodiske grænser og særlige funktionssignaler er:

 

Tryk

Tryk, også kaldet betoning, er noget der har med stavelser at gøre. Nogle stavelser er trykstærke, andre tryksvage. Rent lydmæssigt er tryk en sammensat størrelse. På dansk er det sådan at de stavelser vi hører som tryk-stavelser, varer længere, udtales med tydeligere lyde, har mere toneudsving og har mere lydstyrke end tryksvage stavelser. I vores transskriptioner skelner vi mellem "intet tryk" og "mere eller mindre tryk", der normalt er vist ved at mere eller mindre af en stavelse er understreget.

 

Man kan skelne mellem ordtryk og ytringstryk, hvor ordtryk er trykket i flerstavelsesord når de udtales for sig selv, og ytringstryk er de stavelser der bliver betonet i sammenhængende tale. Det er mest det sidste der interesserer os, da genstanden for vores undersøgelse er sammenhængende tale. Når man ser på ytringstryk, kan man inddele talen i trykgrupper (også kaldet fødder). En trykgruppe varer fra én betonet stavelse til lige før den næste.

 

Ytringstrykket er helt centralt for at vi kan forstå meningen med det der bliver sagt. Fx er der forskel på at 'stå op og stå 'op. Ytringstrykket har også vigtige morfologiske konsekvenser. For de udgaver af dansk der har stød, findes der både en version med og uden stød, som anvendes efter om ordet har tryk eller ej. Det gælder især for ordklassen verber (se under Verber), men også ord fra andre ordklasser ændrer sig med hensyn til stød og andre udtaletræk alt efter om de har tryk eller ej.

 

Intonation

Intonation er ytringens melodi eller grundtone.

I vores udskrifter viser vi intonationen ved hjælp af pile der står i slutningen af ytringer (se Udskriftssystem for samtaleeksempler). Dette gengiver kun intonationen tilsidst i en ytring (fra sidste trykstærke stavelse og til ytringen er slut. Nogle gange viser vi også pludselige spring i intonationen med op- og ned-pile. Dette yder naturligvis ikke intonationen retfærdighed. Derfor har vi også i nogle af vores artikler og andre skrifter (se Egen produktion og Skrifter om samtalegrammatik) fået lyd-analyseprogrammet Praat til at lave billeder af lyden, herunder intonationen, så man kan se præcist hvordan tonen bevæger sig gennem ytringer.

 

Meget af det der siges i samtaleforskningen om prosodi, handler om intonation, men selv om der findes en del undersøgelser af intonation i samtaler, er der mange ting vi endnu ikke ved. Fx er det stadig uafklaret om der findes en særlig "spørgende" eller "fremsættende" intonation på dansk. Til gengæld er det ret sikkert at funktionen af småord der kan stå alene (se under Interjektioner og partikler), i høj grad afhænger af den intonation de udtales med.

 

Der er derfor ingen tvivl om at intonation har en plads i samtalegrammatikken

 

Talehastighed

Vi kan høre når nogen taler hurtigt eller langsomt. Og derfor angiver vi også i vores udskrifter når en taler sætter talehastigheden kraftigt op eller ned (se Udskriftssystem for samtaleeksempler). Hvis man siger mange stavelser pr. tidsenhed, kan man vælge at have færre trykstærke stavelser, hvilket giver et andet indtryk (og måske en anden grammatisk funktion) end hvis man siger lige så mange stavelser pr. enhed, men har flere trykstærke stavelser.

 

Det er ikke helt enkelt at måle talehastighed, bl.a. fordi det ikke er klart om det er antallet af enkeltlyde, stavelser, ord eller trykstærke stavelser pr. lydenhed som afgør om vi hører noget som hurtigt eller langsomt udtalt. I dansk er det derudover sådan at man kan reducere lyde og stavelser, hvilket gør at man siger flere ord pr. tidsenhed, men ikke nødvendigvis flere lyde eller stavelser.

 

Grænser

Prosodien bidrager til at vi kan høre hvornår en enhed starter og hvornår den slutter, dvs. den sætter grænser i talen. Der er masser af forslag til hvilke prosodiske træk der fungerer som grænsesignaler, men også dette er så indviklet at vi endnu ikke har et klart billede af hvordan prosodiske grænser signaleres. Her kommer den korte version:

 

Man kan ofte tydeligt høre at en ny ytring begynder. Når man kan det, taler vi om prosodisk nulstilling ("pitch reset" på engelsk).

 

De vigtigste træk ved prosodisk nulstilling synes at være at intonationen i en trykgruppe er højere end på den forudgående trykgruppe. Dette skyldes at intonationen generelt falder gennem ytringer på dansk. Derudover kan bl.a. en hurtigere udtale af ubetonede stavelser før den første trykstavelse og/eller stærkere lydstyrke på en betonet stavelse end på den forudgående betonede stavelse medvirke til at man hører noget som prosodisk nulstillet.

I nogle samtaleudskrifter angives prosodisk nulstilling med stort begyndelsesbogstav, i Samtalebankens udskriftskonventioner findes et særligt symbol (en halvcirkel med pil) til dette. Vi har valgt ikke at angive prosodisk nulstilling i vores udskrifter, mest for ikke at gøre læsningen af udskrifterne for vanskelig, men i opslag som kommer specielt ind på prosodiens betydning for at angive ytringsbegyndelse, kan vi anvende Samtalebankens tegn (?).

 

Når det gælder ytringsafslutninger, kan en kraftigt faldende intonation (og i enkelt tilfælde måske også en kraftigt stigende intonation) høres som et signal om mulig afslutning. Dette er imidlertid ikke et særligt udbredt træk i dansk, og for det meste når ytringer et muligt afslutningssted uden at intonationen tydeligt markerer dette. Ved afslutningen af en ytring sættes talehastighed og lydstyrke ofte ned, og træk som knirkende stemme og hørbar udånding forekommer tit ved ytringsafslutninger. Taleren kan naturligvis også holde pause når en ytring er slut, men da pauser også forekommer midt i ytringer, og da det tydeligvis ikke er sådan at næste taler venter med at tage ordet til hun har hørt at den forudgående holder pause, kan man ikke bruge pauser som entydigt grænsesignal.

 

Prosodiske signaler om særlige funktioner

Prosodien kan bidrage til at give ytringer særlige funktioner. Fx kan man gengive andres stemmer når man citerer dem, med en stemmeføring der både angiver at man citerer og hvilken type person og/eller hvilken stemning man gengiver. Hertil kan man bruge alle de prosodiske resurser (intonation, lydstyrke, stemmekvalitet, hastighed) på måder som indtil videre kun er sparsomt beskrevet.

 

Når vi taler, vil vi uvægerligt sende signaler om vores sindstilstand og om hvad vi ønsker af samtalepartnere. Vi kan lyde glade, kede af det, opstemte, ligeglade, intime, afstandtagende, inviterende, flirtende, kølige, vrede osv. Man kan kalde sådanne signaler for affektive (sindstilstands-) signaler. Med dem tilkendegiver vi hvem vi (mener vi) er og hvilket forhold vi ønsker at have til samtalepartneren. Men affektive signaler har også en funktion i forhold til den situationsmæssige betydning ytringer har - de kan fx bidrage til om man forstår noget seriøst, humoristisk, ironisk, sarkastisk, intimt, afstandtagende osv.

 

Relevante opslag om prosodi:

  • okay, som har (mindst) to forskellige tryk- og intonationsmønstre med helt forskellig funktion,
  • Nå (jævn kontur), om interjektionen/partiklen nå og hvilken funktion den har når den udtales med jævn (ikke stigende og ikke faldende) intonation.
  • Nå (stigende kontur) om interjektionen/partiklen nå og hvilken funktion den har når den udtales med stigende intonation.
  • Parodi i rapporteret tale om en særlig høj intonation der kan bruges til at gengive hvad andre har sagt på en måde der parodierer dem. Denne særlige prosodi har også andre funktioner.
  • Ej, om interjektionen/partiklen ej, herunder forskellen på lang og kort ej og lidt om intonationens betydning for partiklens betydning

 

På længere sigt vil vil lave opslag om prosodiens betydning for andre partikler, intonationens betydning for ytringsforståelse (findes der fx "spørgende intonation" på dansk?), trykkets betydning for forståelse af sammenhæng og for skelnen mellem forskellige grammatiske konstruktioner, prosodisk nulstilling, prosodisk afslutningssignalering m.m.


Opslag under Prosodi


Yderligere læsning

dialekt.dk er en populærvidenskabelig hjemmeside om danske dialekter. Den har bl.a. eksempler man kan lytte til, og den giver indtryk af forskelle i prosodi.

 

Kirk (2008) er en grundig vejledning i dansk udtale rettet mod undervisere i dansk som andetsprog for voksne.

 

Steensig (2001) indeholder et grundigt afsnit om prosodiens rolle i forhold til turkonstruktion i dansk samtalesprog. Akademisk.

 

Grønnum & Tøndering (2007) er en undersøgelse af dansk spørge-intonation. Akademisk og på engelsk.