Generelt om diskursenheder

Den der har ordet (eller taleturen) i en samtale, har normalt kun ret til at ytre én sætning inden andre kan forsøge at tage ordet (se enheder i vores metode). Men man kan som taler skaffe sig ret til at tale i længere tid. Det kan man blandt andet gøre ved at indlede en diskursenhed.

 

Diskursenheder er historiefortællinger, redegørelser og lister/opremsninger. Der findes grundlæggende to slags: (1) “Lukkede diskursenheder”, hvor det fra starten af er klart at der er tale om en diskursenhed, og hvor taler og modtager har “aftalt” at taler har ret til at ytre en diskursenhed. (2) “Åbne diskursenheder”, hvor det først hen ad vejen bliver klart at der er tale om en længere enhed.

 

Forskellen på en lukket og en åben enhed er ikke altid helt klar (hverken for den der analyserer samtalen eller for samtaledeltagerne selv), men en typisk lukket diskursenhed er en historiefortælling, hvor deltagerne har etableret at nu skal der fortælles en historie og de har fordelt rollerne som historiefortæller og historiemodtager mellem sig. Åbne diskursenheder kan fx være såkaldte “tre-leddede opremsninger” (eller “lister”), hvor man først når man hører andet led i opremsningen, opdager at der er tale om en opremsning og dermed om et længere projekt (en diskursenhed).

 


Yderligere læsning

 

Houtkoop & Mazeland (1985) er en videnskabelig artikel, som lancerede begrebet (åben og lukkede) diskursenheder.

Jefferson (1990) er en videnskabelig artikel, som lancerede “tre-leddede lister” som en realitet i samtalesproget.

Sacks, Schegloff & Jefferson (1974) er den videnskabelige artikel som etablerede den forståelse af turtagning og tur-enheder som ligger bag vores grammatik.

Steensig (2001) har et afsnit om åbne og lukkede diskursenheder og lidt om lister/opremsninger.