Generelt om andre udtryk (ikke ord)

Når man nedskriver hvad folk siger, udelader man ofte de dele af kommunikationen som ikke er ord. I den tradition for samtaleforskning som dette projekt udspringer af (se om vores metode), har man imidlertid lige fra starten af forsøgt at registrere lyde som ikke er ord.

Det er noget af det som gør at vores transskriptioner af samtaler ser anderledes ud i forhold til skriftsproget. Der er nemlig en del ø::h (tøven), hahaha, -eheh (latterstavelser), ·hnfhh (snøft), ·hhh (hørlig indånding) og den slags (se nærmere i vores udskriftssystem). Det smarte ved at disse ting er nedskrevet, er at det gør det lettere at se når de har kommunikative funktioner, hvilket så igen gør at man kan begynde at se en systematik - eller en grammatik - i brugen af dem.

Siden starten af 1980'erne har samtaleforskningen også medtaget visuelle udtryk, fx gestik, hovedbevægelser, positur, blikretning, håndtering af genstande m.m., hvilket har ført til at sådanne udtryk nu kan beskrives som grammatiske dele af samtalen. Dette har ført til at mange ser samtaler som noget der ikke først og fremmest er sprogligt (udført med ord), men noget som er “multimodalt”, hvor altså forskellige modaliteter (ord/sprog, gestik, håndtering af genstande m.m.) spiller sammen.

Vores samtalegrammatik yder ikke denne multimodalitet retfærdighed. Dertil ved vi stadig for lidt om de ikke-sproglige udtryk. På nuværende tidspunkt er det bedste vi kan gøre, at medtage de ikke-sproglige udtryk som enten (1) er afgørende for at man kan forstå hvad der foregår i samtalen (som når fx et nik eller en hovedrysten er det eneste svar på et spørgsmål) eller (2) spiller sammen med det sproglige på en systematisk måde.

 


Yderligere læsning

Steensig (2001) har et afsnit om “visuelle resurser”, hvor de fysisk/visuelle dele af de "Andre udtryk" i samtalegrammatik.dk behandles. De ikke-sproglige lyde behandles forskellige andre steder i denne bog.